At være frivillig på Roskilde Festival betyder, at du er med til at skabe festivalen indefra. Samtidig får du masser af plads til at nyde musikken, fællesskabet og alt det, der gør Roskilde til noget særligt.
Her er otte gode grunde til, hvorfor tusindvis af unge vælger at blive frivillige hvert år – og hvorfor du skal være med!
1. Du får adgang til festivalen – og masser af tid til at nyde den
Som frivillig har du fuld adgang til Roskilde Festival. Dine vagter er planlagt, så der stadig er god tid til koncerter, fester og pauser. Mange bliver positivt overraskede over, hvor meget festival man faktisk når.
2. Du kan bruge tid med venner – og få nye
Du kan blive frivillig sammen med dine venner og ofte ønske vagter sammen. Samtidig er det en nem måde at møde nye mennesker på. Man arbejder tæt sammen, og fællesskabet opstår hurtigt, også hvis du kommer alene.
3. Du får mulighed for rolig overnatning og varme bade
Som frivillig kan du bo i Volunteer Camping. Det er et mere roligt område, hvor du kan lade op mellem vagterne. Her er der adgang til varme bade og bedre mulighed for at få søvn, når du har brug for det.
4. Du får mad og drikke under dine vagter
Når du er på vagt, sørger vi for mad og drikke. Det betyder, at du ikke skal tænke på det praktiske, mens du arbejder, og kan fokusere på opgaven og fællesskabet.
5. Adgang til Volunteers’ Village – kun for frivillige
Volunteers’ Village er de frivilliges eget samlingssted på festivalpladsen. Her kan du slappe af og være med i aktiviteter som saunagus, yoga, lydmeditation, fælles morgensang, musikquiz og banko. Et sted til både pauser og fællesskab.
6. Du er med til at gøre en forskel
Der er ingen Roskilde Festival uden frivillige. Du er med til at få festivalen til at ske og oplever, hvordan samarbejde og frivillighed får det hele til at hænge sammen
7. Du lærer noget nyt og styrker dine kompetencer
Som frivillig får du erfaring med samarbejde, ansvar og nye opgaver. Det kan være alt fra service og logistik til planlægning og koordinering. Erfaringer, du kan tage med dig videre.
8. Du bliver en del af et særligt fællesskab
Frivilligfællesskabet på Roskilde Festival er noget, mange vender tilbage til år efter år. Det er et åbent og inkluderende fællesskab, hvor man hurtigt føler sig som en del af noget større.

Hvor kan jeg sove, når jeg er frivillig? Skal jeg have erfaring for at være med? Og hvordan bliver jeg frivillig sammen med mine venner?
Hvis det er din første gang som frivillig på Roskilde Festival, har du helt sikkert spørgsmål. Vi har samlet svarene her!

Roskilde Festival er 100 % non-profit, og din indsats som frivillig går direkte til at støtte gode formål.
Du kan være frivillig hos en af de 200 frivilligforeninger, som er med til at skabe Roskilde Festival, og på den måde støtte den enkelte forenings almennyttige formål.
Du kan også være frivillig hos Foreningen Roskilde Festival, hvor alt overskud går til at støtte unges trivsel gennem kunst og kultur.




















