- Søndag 28. juni
De har endnu ikke udsendt noget musik, og de har hidtil kun spillet én eneste koncert. Den koncert, som fandt sted på Iceland Airwaves i Reykjavik, gjorde dem til gengæld nærmest øjeblikkeligt til et kultnavn, og på Roskilde Festival er vi begejstrede for at kunne præsentere deres første europæiske koncert.
De to musikere bag projektet, Herdís Stefánsdóttir og Salka Valsdóttir, er ikke ubeskrevne navne. Stefánsdóttir har klassisk baggrund og er en anerkendt filmkomponist, mens Valsdóttir kendes fra bl.a. hiphop-kollektivet Daughters of Reykjavík.
Det umage par mødtes til en koncert og bondede over en lyst til at skabe et maksimalistisk udtryk, der på én gang skulle fremstå feminint og brutalt, farverigt og råt. Det må man sige er lykkedes med duoens intense electro-pop, der foretager afstikkere til alt fra hardcore techno og gabber til metal og rendyrket popekstase.
Det er underholdende, uforudsigeligt og helt igennem uimodståeligt. Og samtidig lyder deres genreforvridende musikalske kollisioner ikke som noget andet. Scam arbejder på et debutalbum, og de første singler fra dette forventes at udkomme i foråret. Forvent en koncert langt ud over det sædvanlige, når kult-duoen indtager Roskilde Festival.





