SMØGMÆND
Ny!

Smøgmænd DK

SØNDAG 28. JUNI

Originalt hiphop-univers med masker, mystik og okkult nordic noir

  • Søndag 28. juni

Med rablende tekster og okkulte temaer har den maskebærende duo Smøgmænd givet dansk hiphop et tiltrængt skud uforudsigelig og excentrisk energi, og de har på kort tid bevæget sig fra undergrund over viral succes til udsolgte koncerter.  

Soundvenue har da også udråbt Smøgmænd til et af de hiphop-navne, man skal holde skarpt øje med i 2026, og samme medie har givet duoen følgende fanfare med på vejen: “Ingen lyder som Smøgmænd. Ingen. Den tætteste sammenligning, der kan beskrive denne obskure rapduo, er, hvis man krydsede Malk De Koijn med Jpegmafia og Yeat.” 

Duoen selv hviler ikke på laurbærerne efter de flotte lovprisninger. Deres debutalbum, Broderløfte, udkom i foråret 2025, og de har allerede fulgt det album op med to fremragende EP’er, der viser, at de ikke alene har en helt egen æstetik, men også en usædvanlig idérigdom og kreativitet.  

Lyrisk er vi langt fra hiphoppens konventioner i et nærmest mytologisk nordic noir-univers, der understøttes af en aura af mystiske porcelænsmasker og okkultisme. Det er hiphop med stort kultpotentiale, men også med solide ørehængere. Smid alle forventninger til et klassisk hiphop-show overbord, når Smøgmænd indtager Roskilde Festival med deres sære og magiske univers.