Tuvaband
Ny!

TuvabandNO

ONSDAG 1. JULI

Melankolsk skønhed fra atmosfærisk dream pop-sangskriver med stor stemme

  • Onsdag 1. juli

Norske Tuvaband rammer med sit drømmende indie-udtryk en gylden åre mellem intimt nærvær og storslåede musikalske landskaber. Det er et udtryk, der har skaffet projektet mange fans både i hjemlandet og internationalt, siden første udgivelse kom i 2017.

Bag Tuvaband står sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Tuva Hellum Marschhäuser, der med nøje udvalgte musikere udfolder et gribende univers, hvor skrøbelige folktoner, sfærisk shoegazerklang og Kate Bush-klingende art pop går op i en højere enhed. Grundtonen er mørk og melankolsk, men åbner samtidig op for en stor skønhed og glimt af håbefuldt lys. 

Tuvaband har samarbejdet med den amerikanske eksperimenterende duo New Age Doom på det roste album There Is No End (2023). I 2025 udkom hendes seneste album på egen hånd, Seven Ways of Floating, der er endnu en kunstnerisk triumf for hendes poetisk dream pop og et fremragende album at varme op med inden Tuvabands koncert på årets Roskilde Festival. 

Live udfoldes sangene med fuldt band, der løfter arrangementernes mange lag til nye højder. Og man kan forvente en smuk, melankolsk og stemningsfuld oplevelse fra en fantastisk sangskriver og vokalist.