- Fredag 3. juli
Med rødder i Puerto Ricos boblende musikscene har Young Miko for længst markeret sig som en latinamerikansk superstjerne. Både Billie Eillish og Bad Bunny har hevet hende med på scenen, og hendes uimodståelige blanding af trap, reggaeton og latin pop med stærke budskaber om queer kærlighed er godt på vej til at gøre hende til et stort navn på den globale popscene.
Hendes særlige latin-variant af trapmusikken bragede allerede igennem på debut-EP’en Trap Kitty fra 2022, der gjorde hende til et varmt navn på latinscenen. Herefter er det gået hurtigt for Young Miko, der i 2024 udsendte det succesfulde debutalbum Att. og samme år optrådte på Coachella-festivalen.
Samarbejder med superstjerner som ligeledes puertoricanske Bad Bunny og en invitation til at turnere med Billie Eillish har i den grad skaffet hende en massiv fanskare, og Young Miko har formået at ride på bølgen af succes ved i 2025 at udsende det fremragende andet album, Do Not Disturb, som bl.a. indeholder kæmpehittet “Likey Likey”. Da samarbejdspartneren Bad Bunny leverede sit stort anlagte Super Bowl halftime show i 2026, var det helt naturligt, at Young Miko også var at finde på scenen.
Young Miko er dog ikke blot en stærk repræsentant for moderne puertoricansk musik. Hun er også en forkæmper for en mere inkluderende musikkultur, ikke mindst når det kommer til at skabe rum for seksuelle minoriteter og give stemme til queer kunstnere. Det mærkes i hendes shows, der altid byder på en frisættende fest af af trap, reggaeton og latinrytmer, men som også viser en ærlig og autentisk kunstner med tæt kontakt til sit publikum. Det bliver der endelig mulighed for at opleve på dansk jord, når Young Miko gæster Roskilde Festival til sommer





