Stærke holdninger, karismatisk scenenærvær og fandenivoldsk musikalsk energi går op i en højere enhed, når Oregon-bandet Dying Wish går på scenen. Med sange, der er tætpakkede med onde riffs og solide hooks, går Dying Wish i kødet på både sexisme, religiøs fanatisme og kolonialismens brutale vold. Og med den stærke vokalist Emma Boster i front formidles sangenes smerte og oprørstrang med rå nerve.
Dying Wish udsendte i 2021 deres fremragende debutalbum, Fragments of a Bitter Memory, og bandet har hurtigt opnået status som et af de mest interessante navne på den moderne metalcore-scene. De er samtidig et band, der formår at transcendere metalcore-genren med dybfølt sangskrivning og en vekslen mellem melankoli og aggressive energiudladninger.
I 2025 udgav Dying Wish så albummet Flesh Stays Together, der med en blanding af blodige horrorstemninger og rå realisme skildrer en moderne verden præget af dyb splittelse, voldelig magtretorik og fjendebilleder. Musiksiden Angry Metal Guy var begejstret og skrev: “Flesh Stays Together hits hard and is impeccably played, as all good metal should be, but the powerful emotional core is even more potent, permeating the entire album”.
Siden udgivelsen har bandet været i gang med at udvikle nyt materiale, som allerede nu peger mod næste kapitel i deres kompromisløse lyd. Live er Dying Wish en yderst medrivende oplevelse, og der er en god grund til at store navne som Limp Bizkit, Poppy og Spiritbox har inviteret dem med på tour. Nu er der endelig en chance for at opleve metalcore-kometerne på dansk grund, når de gæster Roskilde Festival.






