Stadionrock i verdensklasse. Tidens varmeste popnavn. Dansk musiks største succeshistorie i mange år. Et svensk indiepop-ikon, en medrivende klubfest, musik fra hele verden samt masser af metal og tung rock.
Alt dette – og meget mere – gemmer sig iblandt de 28 nye navne, vi nu kan afsløre til sommerens Roskilde Festival.
Inden du scroller: Husk at købe billet, hvis du skal med. Vi har allerede udsolgt af todagesbilletterne til onsdag og torsdag.
Vi starter herhjemme med et af jeres allermest ønskede navne til årets plakat...

Vi snakker om Aphaca!
Det unge københavner-band har gennemgået en fantastisk udvikling, siden vi for mindre end et år siden annoncerede dem til First Days-programmet til RF25. Som alle ved, blev de rykket op på Arena-scenen, hvor teltet løftede sig!
Deres nye album lander fredag, og til sommer tager de endnu et skridt op på Roskilde Festival med en koncert på vores nye og større Orange Scene. Glæd dig til fællessang, gåsehud og uimodståelige melodier under åben himmel fredag 3. juli.

Fra USA kommer dette øjebliks muligvis hedeste popnavn, Addison Rae!
Stilikonet og pop-aficionadoen har det seneste år været et fyrtårn inden for popverdenen med hits som "Headphones On", "Fame Is A Gun", "High Fashion" og ikke mindst "Diet Pepsi", som alle er at finde på debutalbummet Addison.
Addison blev mødt med massiv hyldest fra anmeldere og fans i sommer og er – som et lille kuriosum – co-produceret af de unge svenske producergenier Elvira Anderfjärd og Luka Kloser. Glæd dig til en popfest, der kæler for alle dine sanser, når Addison Rae fredag 3. juli giver sin første danske koncert på Orange Scene.

15 år inde i karrieren har britiske Wolf Alice fuldført forvandlingen fra indie-darlings til stadiongiganter. Og forandringen klæder bandet, der også har en stor fanskare i Danmark.
Den alternative rockgruppe med Ellie Rowsell i front har udsendt fire albummer, og alle er blevet nomineret til den prestigefyldte Mercury Prize – en bedrift ingen andre har opnået.
Når de gæster Roskilde Festival og Orange Scene onsdag 1. juli, er det med et repertoire og en sceneautoritet, der for alvor har cementeret dem som et hovednavn i nyere britisk rock.

Lykke Li er et af Nordens – hvis ikke verdens – vigtigste navne inden for melankolsk pop fra dette århundrede. Alligevel er der gået 12 år, siden hun senest gæstede festivalen.
Nu gør Lykke Li comeback med sit sjette – og muligvis sidste – album, The Afterparty, der udkommer til maj. Glæd dig til at græde, grine og feste med det svenske indiepop-ikon, der omsider vender tilbage til Roskilde Festival torsdag 2. juli.

Det elektroniske program, der allerede byder på bl.a. tyske Brutalismus 3000, den japanske stjerne-dj ¥ØU$UK€ ¥UK1MAT$U og et højhastigheds-rave med London-produceren Sherelle, vokser.
Nu med et absolut førende navne på tidens UK garage-scene, Sammy Virji. Den populære brite har både solo og i collabs med navne som Fred again.. og Skepta markeret sig for et medrivende mix af house, dubstep og grime – fredag 3. juli byder han op til en fest, du ikke vil misse!

Dagens pakke byder også på tunge riffs og ekstreme lydlandskaber. Legendariske Uncle Acid & The Deadbeats dykker ned i psykedelisk doom metal med tunge riffs og dystre stemninger, mens Truck Violence fra Canada sørger for rå og poetisk støjrock.
Amerikanske Lord Snow leverer intens screamo i højt tempo, norske Honningbarna er kendt for eksplosive punkkoncerter, og den nye dansk/engelske duo Griend bestående af Puce Mary og Rainy Miller bevæger sig i et mere eksperimenterende felt med droner, industrial og mørke støjflader.

Du behøver ikke forstå hvert et ord for at blive revet med. Vi har samlet nogle af tidens stærkeste rytmer og udtryk fra hele verden ét sted.
Oplev peruvianske Los Mirlos, pionerer inden for psykedelisk cumbia, og brasilianske Liniker, der bevæger sig mellem soul og MPB. Los Thuthanaka bringer bolivianske traditioner ind i nutiden, mens colombianske Indus, egyptiske Marwan Moussa og spanske BB Trickz repræsenterer latinamerikansk, arabisk og spansk hiphop – fra drill og dembow til kontante raptracks.
Fransk-haitianske Naïka forener R&B, soul og pop på tværs af sprog, ghanesiske Lamisi blander vestafrikanske traditioner med moderne pop, og slovenske Širom skaber et hypnotisk møde mellem folkemusik, avantgarde og trance.

Sara Parkman fornyer nordiske folkemusiktraditioner med både politisk bevidsthed og stærk scenetilstedeværelse, mens Gwenifer Raymond med sin intense guitarstil trækker tråde til amerikansk folk og rå blues.
Irske Madra Salach arbejder kollektivt og eksperimenterende i et åbent og improvisatorisk univers, og Tuvaband balancerer det skrøbelige og det støjende i mørke, atmosfæriske kompositioner.
Chezile føjer et mere sangbåret og stemningsmættet udtryk til pakken med musik, der bevæger sig mellem indie, soul og alternativ pop.

Britiske Kwn har på kort tid markeret sig som en af de mest spændende nye stemmer og i alternativ R&B og giver sin første danske koncert. Landsmændene Sorry leverer et kontrastfyldt rockudtryk, hvor flossede postpunk-nervetråde møder melodiske hooks og stærk sangskrivning.
Det spanske kollektiv 1111 (udtales "uno, uno, uno, uno") blander skarpe pophooks og tunge reggaeton-rytmer med eksperimenterende elektroniske produktioner og leverer en dynamisk liveoplevelse med dyb bas og dansabel energi. Og Vanessa Amara – der har co-produceret flere sange på Rosalías seneste album, Lux – blander elektroniske lydflader, klassisk komposition og fragmenteret pop.
De 28 nye navne er:
Addison Rae (US) • Aphaca (DK) • Wolf Alice (UK)
BB Trickz (ES) • Kwn (UK) • Liniker (BR) • Los Mirlos (PE) • Los Thuthanaka (BO/US) • Lykke Li (SE) • Sammy Virji (UK) • Uncle Acid & The Deadbeats (UK)
1111 (ES) • Chezile (US) • Griend (DK/UK) • Gwenifer Raymond (UK) • Honningbarna (NO) • Indus (CO) • Lamisi (GH) • Lord Snow (US) • Madra Salach (IE) • Marwan Moussa (EG) • Naïka (FR/HT) • Sara Parkman (SE) • Širom (SI) • Sorry (UK) • Truck Violence (CA) • Tuvaband (NO) • Vanessa Amara (DK)

Nu kan du se spilledagene på samtlige offentliggjorte kunstnere.
Det gælder blandt andre Tobias Rahim, Tessa, EsDeeKid, Yung Lean & Bladee, Cobrah, Mille og – naturligvis – dagens 28 nye navne.
Så nu kan du for alvor begynde at planlægge din festival!




