Du kan møde fremadstormende profiler fra Danmark og Norden, dugfriske talenter og nye musikalske forelskelser, når vi slår dørene op til sommerens Roskilde Festival.
Nu kan vi løfte sløret for First Days-programmet, der indleder festivalen og strækker sig fra søndag 28. juni til tirsdag 30. juni (og årets Orange Scene-åbner)!
HUSK: First Days-koncerterne er en del af festivalens første dage og kræver en partoutbillet til Roskilde Festival.
Fakta: First Days er en del af Rising
First Days er en del af Roskilde Festivals helårlige indsats Rising, som arbejder for at give nye kunstnere, ideer og kreative fællesskaber plads til at vokse. Her får spirende musikere mulighed for at udvikle deres udtryk, møde publikum og tage næste skridt på vejen mod større scener – ofte foran et publikum, der er nysgerrigt på at opdage noget nyt.
For dig som deltager betyder det, at First Days er et af festivalens bedste steder at gøre nye musikalske opdagelser. Mange af navnene spiller deres første store festivalshows her, og nogle af dem vil senere vende tilbage på de største scener. Rising arbejder også med alt fra nye koncertformater til kreative samarbejder og udviklingsforløb for kunstnere – men først og fremmest handler det om oplevelsen: at stå midt i publikum og opdage noget, du ikke vidste, du kom til at elske.
Rising er støttet af Tuborg.

Vi lægger ud med tre af de stærkeste nyere navne inden for dansk hiphop og R&B: Ozzy, Zuloo og Michael Williams.
De tre hypede rappere og sangere tegner på hver deres måde et klart billede af en generation på vej mod de største scener – og deres First Days-koncerter bliver din måske sidste chance for at sige, at du så dem, før de blev kæmpestore.
Er du til endnu mere hiphop, skal du selvfølgelig også opleve Oskar Witt og hans intense liveshow samt kultgruppen Smøgmænd.

Dansk pop bobler over med stærke profiler – og vi samler nogle af tidens mest spændende. Mød Berg, der hitter med “Koldblodet Killer” og “10 ud af 10” og allerede er blevet døbt Prinsesse Berg af Tessa. Hun får selskab af Karoline Mousing og Will, der alle emmer af tempo, selvtillid og stærke hooks.
Er du til blødere, men lige så markante oplevelser, får du indiepop fra den anmelderroste trio Kayak, intime koncerter med Augusta Schackinger, Carlina De Place og Ana Juél samt Døtres drømmende artpop. I den anden ende smelter Alice Ai pop, techno og punket vildskab sammen i et intenst liveshow.

Vi retter blikket mod vores nordiske naboer, der også er stærkt repræsenteret i programmet: Fra Norge kan du opleve den groovy folkgruppe Pumpegris, folk-supergruppen Diket og den hypede rapper Sa_G, mens Sverige sender både det psykedeliske elektroniske kollektiv Fauna og det rebelske livefænomen Mami Umami.
Fra Finland kommer Grande Mahogany med funky grooves og psykedelisk 70’er-vibe, mens Glayden mixer euforisk rave med tåget cloudrap. Island er repræsenteret af det nye elektropopprojekt Scam, der efter en omtalt debutkoncert nu spiller uden for landets grænser for første gang.

Videre over til den rå, tunge og kompromisløse del af programmet. Hos Pistol Pistol Pistol og Salver møder beskidt punk fra den københavnske undergrund en voldsom blanding af støjrock og metal.
Demersal og Kōya skruer yderligere op for tyngden med eksplosive udladninger mellem screamo, post-hardcore og metal, mens Morild åbner et mørkere og mere atmosfærisk rum med brusende blackgaze.
Ponny føjer riot grrrl-energi til programmet med korte, kontante punkhymner fulde af vrede, humor og smittende vildskab.

Du kan også støde på masser af navne, der forvandler festivalgræsset til et dansegulv. Masiv leverer tempo og svedige raveudladninger med live-trommer og tunge elektroniske beats, mens Eros For You bevæger sig i et et mere melodisk og følelsesladet klubunivers, hvor eufori og melankoli mødes på dansegulvet.
Hos Muskila & Simona Abdallah får de elektroniske beats selskab af håndspillet percussion og rytmer fra flere musiktraditioner. Club Live samler DJ’s, musikere og dansere i et improviseret klubformat, hvor koncert og klub smelter sammen.

First Days-programmet slukker enhver tørst efter nye rocktoner, uanset om du er til drømmende guitarflader eller et støjende mix af udtryk.
GB og Dork bevæger sig i et alternativt popunivers med meditative guitarlyde, mens A Good Year skaber et cinematisk artpop-univers.
100%Wet og Miaw blander shoegaze, breakbeats og elektroniske produktioner i et drømmende og rytmisk lydbillede, og Spawner og Portal Pets trækker i en mere støjende retning med indierock, grunge og gotiske stemninger.

I den mere udforskende ende af programmet finder du musik, der lever af improvisation, nysgerrighed og et åbent sind.
Bassist, komponist og sanger Ida Duelund er en af de mest frygtløse fritænkere på den danske scene og bevæger sig frit mellem jazz, alternativ sangskrivning og eksperimenterende kompositioner. På Roskilde Festival samler hun et særligt line-up af musikere fra forskellige hjørner af den danske musikscene.
Også Alawari udfolder jazzen i stor skala. Den københavnske sekstet forener eksplosiv energi, symfoniske klangflader og kollektiv improvisation i et udtryk, der både kan være intimt, spirituelt og voldsomt kraftfuldt.
Fik du det hele med? Her er alle 41 First Days-navne:
100% Wet (DK)
A Good Year (DK)
Alawari (DK)
Alice Ai (DK)
Ana Juél (DK)
Augusta Schackinger (DK)
Berg (DK)
Carlina de Place (DK)
Club Live (DK)
Demersal (DK)
Diket (NO)
Dork (DK)
Døtre (DK)
Eros For You (DK)
Fauna (SE)
GB (DK)
Glayden (FI)
Grande Mahogany (FI)
Ida Duelund (DK)
Karoline Mousing (DK)
Kayak (DK)
Kōya (DK)
Mami Umami (SE)
Masiv (DK)
Miaw (DK/NL)
Michael Williams (DK)
Morild (DK)
Muskila + Simona Abdallah (DK/PS)
Oskar Witt (DK)
Ozzy (DK)
Pistol Pistol Pistol (DK)
Ponny (DK)
Portal Pets (DK)
Pumpegris (NO)
Sa_G (NO)
Salver (DK)
Scam (IS)
Smøgmænd (DK)
Spawner (DK)
Will (DK)
Zuloo (DK)
Er du nysgerrig på alle de nye navne, du netop har læst om? Så har vi gjort det let at dykke ned i musikken allerede nu.
Vi har samlet en Spotify-playliste med kunstnerne fra First Days-programmet, så du kan få en forsmag på alt fra rå punk og eksperimenterende jazz til klubbeats, drømmende indie og ny dansk pop.
Sæt playlisten på, mens du tæller ned til sommer. Måske finder du allerede nu den koncert, du glæder dig allermest til.




